Filmrullen6100
sæson 2024-25

Filmrullen6100 er en filmklub, som giver mulighed for at se smalle kvalitetsfilm, der falder udenfor Kosmoramas ordinære program, på det store lærred.

Alle film vises ved en enkelt forestilling i Kosmorama den første mandag i månederne  oktober, november, december samt januar, februar og marts. Spilletidspunktet er fast kl. 18.20.

Programmet består af en bred vifte af vidt forskellige film.

Du kan vælge at se en enkelt film eller at tilmelde dig Filmrullen6100, hvorved du får hele pakken med 6 film til en særdeles favorabel pris.

BILLETSALGET starter MANDAG den 26. august og der kan købes billetter både ONLINE og i biografens normale åbningstid.

Der købes een samlet billet til alle 6 film, og den plads man får gælder til alle 6 film.
Samlet pris for alle 6 film er 360 kr.
Der sælges billetter i løssalg umiddelbart før de enkelte forestillinger. Billetter i løssalg koster 80 kr. pr. stk.

DE 6 FILM I SÆSON 24/25 ER:

Aftersun_poster

7. oktober 2024

Aftersun
Da Sophie var barn, tog hendes far hende med på en charterferie i Tyrkiet, hun aldrig har glemt. Nu 20 år senere er hun selv blevet voksen og mor til et lille barn. Da hun genser hjemmevideoerne fra ferien dengang, vælder nye minder frem – glædesfulde såvel som melankolske. For hvor godt kendte hun egentlig sin far? Sophies erindringer, ægte som forestillede, fylder hullerne i videooptagelserne ud, mens hun forsøger at forene den far, hun elskede, med den mand, hun måske slet ikke kendte. Ligger nøglen til at forstå hendes far i de gamle hjemmevideoer fra en ferie for længe siden? Med et ømt far/datter-forhold som omdrejningspunkt tager Charlotte Wells’ prisbelønnede instruktørdebut os med tilbage til et solvarmt resort i 90’erne med solbrændte, Macarena-dansende charterturister, dovne eftermiddage ved poolen og en hjerteknusende karaoke-fremførelse af R.E.M.’s ”Losing My Religion”. Det er et uforligneligt studie i minder og de sider af vores forældre, vi ikke ser som børn, og som vi måske først forstår mange år senere. AFTERSUN havde verdenspremiere i det prestigefyldte sideprogram Critics’ Week på Cannes Film Festivalen 2022, og Paul Mescal (”Normal People”, ”The Lost Daughter”) har siden høstet adskillige prisnomineringer for sin rolle som Sophies mystiske far Calum.
Andre folks børn_poster

4. november 2024

Andre folks børn
Rebecca Zlotowskis seneste spillefilm er et rørende og dybfølt karakterstudie med Virginie Efira i hovedrollen som den 40-årige, barnløse Rachel. Hun elsker sit liv, sine gymnasieelever, venner, ekskæresten og guitartimer. Da hun forelsker sig i Ali, bliver hun knyttet til hans 4-årige datter, Leila. Hun putter hende, passer hende og elsker hende, som var hun hendes eget barn. Men at elske andres børn er risikabelt. ’Les Enfants des autres’ fik verdenspremiere i konkurrencen på filmfestivalen i Venedig Kilde: Filmbazar Filmen er en del af Filmporten i udvalgte biografer
Hvisken i støvet_poster

2. december 2024

Hvisken i støvet
I en lille landsby i det nordlige Senegal er kærligheden slået ned i Banel og Adama. Det unge par lever et liv i samhørighed, og hvis Banel fik lov at bestemme, ville de være fuldstændig uadskillelige. Men Adama står foran vigtige beslutninger: Hidtil har han standhaftigt nægtet at følge i sin ældre brors fodspor som leder af landsbyen, men da alvorlig tørke, sygdom og død rammer deres samfund, begynder Adama at tvivle. Er det i virkeligheden hans svigt, der forårsagede vanskelighederne? Tvivlen driver en kile ned mellem de unge elskende og bringer Banel endnu mere på kant med resten af ​​landsbyen. Kærligheden driver hende snart videre ud i vanvid og desperation. Med inspiration fra både klassiske dramaer og senegalesisk folklore har spillefilmsdebutanten Ramata-Toulaye Sy skabt et romantisk, varmt og symboltungt drama, der når helt ind under huden på seeren. Kilde: Another World
Petite Maman_poster

6. januar 2025

Petite Maman
Céline Sciamma (“Portræt af en kvinde i flammer”) er tilbage med endnu et mesterstykke! Petite Maman er en ubegribelig smuk og magisk fortælling om fantasien og om mindernes kraft. Det er en hjertegribende mor/datter fortælling, som den sjældent er skildret, og den fortæller med nerve og varme en nostalgisk historie om at miste, men ikke mindst om at få. Den otteårige Nelly har lige mistet sin elskede mormor, og hjælper sine forældre med at rydde op i moren, Marions, barndomshjem. Nelly går på opdagelse i huset og i de samme skove hendes mor, legede i da hun var lille pige. En barndom Marion har fortalt Nelly utallige historier fra. Marion tager pludseligt alene tilbage til byen, og samme dag møder Nelly en pige på sin egen alder ude i skoven. Pigen er i færd med at bygge et træhus, hendes navn er Marion, og hun spørger om Nelly vil være med. Kilde: Angel Film
Monster_poster

5. februar 2024

Monster
Saori har mistet sin mand og er derfor alene med sin søn, Minato, der går i 5. klasse. En helt almindelig dreng, som pludselig begynder at opføre sig underligt. Drengen lader forstå, at det skyldes en konflikt med hans lærer, hr. Hori, som han siger, har overfaldet ham både fysisk og verbalt. Et møde med bl.a. skolens rektor og den involverede lærer gør kun forvirringen større. I klasseværelset går der også ting for sig. Venskabet mellem kammeraterne er ikke det bedste. Noget tyder på, at den lidt mindre dreng, Yori, bliver mobbet. Hori ser Minato som en aggressor og griber ind, men i virkeligheden forholder det sig nærmere omvendt. Overbevist om det modsatte har Minatos mor opsøgt Yoris forældre, som ikke er hjemme. I stedet møder hun en dreng, der ganske overraskende omtaler hendes søn i stærkt rosende vendinger. Minato selv er skræmt over situationen og decideret bange for sin lærer men måske allermest sig selv. En af verdens travleste skabere af stor filmkunst, Hirokazu Kore-eda, var for andet år i træk nomineret til Guldpalmen i Cannes for bedste film. Det blev i år til en Queer Palm, mens den fornemme pris for bedste manuskript gik til Yûji Sakamoto. Med MONSTER har Kore-eda ikke vendt blikket mod horrorfilm, men nærmere ind i os selv med en kantet skæbnefortælling, der ved at følge tre forskellige spor udlægger en historie vidt forskelligt alt efter øjnene, der ser: Mor, søn og skolelærer. Kilde: Another World
Den moderne kvinde_poster

3. marts 2025

Den moderne kvinde
Vi befinder os tidligt i 1900-tallet, hvor Lili d’Angely lever et glamourøst og letlevende liv i luksus. Men Lili har en hemmelighed: Hendes lille datter har indlæringsvanskeligheder, og Lili har i mange år holdt hende skjult i frygt for at få ødelagt sit gode ry. I desperation rejser Lili til Rom, hvor hun opsøger Maria Montessori for at få hjælp. Maria er en ung læge og pioner, der er ved at udvikle en ny og revolutionerende læringsmetode. Men Maria gemmer også selv på en hemmelighed: En uægte søn, der ligesom Lilis datter, må holdes skjult for omverdenen. Da Maria en dag står over for det ultimatum, at måtte vælge mellem sønnen eller karrieren, forener de to kvinder deres kræfter for at gøre sig fortjent til en plads i mændenes verden – og skabe historie! Hovedrollen som den legendariske Maria Montessori i denne varme, rørende og inspirerende film spilles af Jasmine Trinca, som senest har kunnet nydes i biograferne i Paolo Genoveses “Kærlighedens superhelte”. Lili d’Angely spilles af César-prisvinderen Leila Bekhti, som blandt andet kendes fra Jacques Audiards “Profeten”. Kilde: Another World